24. juli: Maxilly sur Saone -> Auxonne, Saone

Kl. 8:55 – 12:30. 30 km. 4 sluser.
Klokken er 8:58 – Lars er bekymret for om slusen nu åbner… der er stadig rødt lys. Men et minut senere kommer vores VNF-redningsmand fra i går drønende i sin lille hvide bil og starter den op. ”De fleste bekymringer er forgæves” 😊. Vi sejler ind i slusen sammen med en kanalbåd – en englænder, der sejler hernede på kanalerne hele året.

dav

Vi kommer gennem de to sidste sluser på Canal entre Champagne et Bourgogne og afleverer vores remote control i den sidste af dem. Nu er det Saone!
Kl. 10 er vi igennem første sluse på Saone. Systemet er her drejestangen. Vi lærer, at vi IKKE skal sejle ind i slusen før der er grønt lys – for så registrerer fotocellen os ikke og vi kan ikke starte slusningen. Lars aktiverer fotocellen manuelt, og så går det fint.
Lige pludselig har vi 15 km til næste sluse – en helt ny oplevelse. Hvad skal vi dog få tiden til at gå med 😊. Der er meget smukt på den ”rigtige” flod, grønt og frodigt og med træer, der hænger ud over bredden.
sdr

Kl. 12:30 når vi Auxonne. Senere på eftermiddagen får vi fat i havnefogeden John (fra Australien) der kan fortælle, at vi skal overvintre her og ikke i søsterhavnen Saint Jean de Losne. Vi skal altså slet ikke sejle mere i år. Lidt antiklimaks… men dejligt at vi er nået frem til vores bestemmelsessted i god tid, på trods af et par udfordringer undervejs.
De næste dage bruger vi i Auxonne på at slappe af, gøre båden ren og rigge af. Lørdag går turen mod Danmark efter en skøn tur med masser af oplevelser og rige på kanalsejladserfaringer.
dav

dig

23. juli: Cusey -> Maxilly sur Saone, Canal entre Champagne et Bourgogne

Kl. 8:55 – 17:30. 40 km. 19 sluser.
Afgang 8:55 – det er søndag, så sluserne åbnes for alle kl. 9:00. Første sluse er nr. 23 – vi går glat igennem. Det er køligt i dag, ca. 16 grader og overskyet. Fint vejr til endnu en transportdag…
Ved sluse 27 er der problemer. Da vi trykker på remoten lyser den godt nok rød-grøn på panelet, men lidt efter begynder den grønne at blinke. Vi tænker, at der nok er nogen på vej ind fra den anden side, og prøver at være tålmodige 😊. Men vi kan ikke se nogen sejle ind – så joker lidt med, at det nok er 10 kanoer, der er på vej. Efter endnu lidt ventetid bliver vi enige om at sejle helt hen til slusen, så jeg kan blive sat af og gå op i slusen for at se, hvad der foregår!
På den anden side er der rødt lys. Hmmm. Jeg aktiverer fotocellerne og går op og løfter den blå stang til igangsætning af slusningen. Jubiii – portene begynder at lukke… men så sker der ikke mere – karret fyldes ikke. Jeg kalder op til slusevagten, der ankommer efter 5 minutter. Han kan ikke umiddelbart se, hvad problemet er, men han får klaret slusningen manuelt: Fylde… åbne for os… tømme… åbne i den anden ende.

dav

Kl. 12:30 har vi passeret sluse 30. Kl. 15 passerer vi viadukten ved Oisilly – imponerende! Ca. 15:30 er vi ved sluse 39: To røde lys = ude af drift. Jeg ringer til VNF og de lover at sende en mand ud. En halv time går der, så er søndagsvagten fremme og får os igennem. Problemet er tilsyneladende det meget søgræs i vandet.
I havn kl. 17:30 og op i byen – men ingen åbne butikker søndag eftermiddag. I dag har vi blot mødt to både – der er ikke overrendt på Canal entre Champagne et Bourgogne…

22. juli: Langres -> Cusey, Canal entre Champagne et Bourgogne

Kl. 8:45 – 16:00. 35 km. 24 sluser.
Vi smed trosserne kl. 8:45 samtidig med et dansk par fra Svendborg. Efter de sidste to sluser opad nåede vi den lange tunnel Balesmes.

Svendborg-båden kontaktede tunnelvagten og vi fik besked på, at vi godt kunne fortsætte mod tunnelen. Der var grønt lys, og vi klarede de 4,8 km i mørke og kulde – der var dog tændt lysstofrør langs siden, så vi kunne orientere os. I loftet var der tændt grønt lys i vores sejlretning, så vi satsede på, at vi ikke ville møde modgående!
Efter Balesmes tunnelen går det nedad resten af vejen til Middelhavet! Først otte serie-sluser der sænker os hver 5 m og herefter ca. 3 m pr. sluse. Efter dagens 24 sluser lægger vi til ved et liggested i Cusey, hvor der angiveligt både skulle været toilet/bad og vand – men det hele er lukket ned. Vi er indtil videre ikke så imponerede over liggestederne her på denne kanal.
I dag virkede ALLE sluser, hele vejen, så vi var fri for at forstyrre VNF.
Kl. 18:30 kommer regn og torden ind over Cusey. Vi har fået badet og vasket os i floden og er i gang med at bage boller og lave aftensmad. Det er hyggeligt at gå nede i båden og kokkerere mens regnen trommer på dæk og kaleche.
<img src="https://www.syhippocampus.dk/wp-content/uploads/2018/06/20170722_101832-300×169.jpg" alt="" width="300" height="169" class="aligncenter size-medium wp-image-1268"

21. juli: Chaumont -> Langres, Canal entre Champagne et Bourgogne

Kl. 8:30 – 18:00. 40 km. 22 sluser.
Op kl. 6:30 – Gabbi skulle tisse. Hun sprang selv fra borde, så hun var trængende!
Afgang 8:30 – i dag skal vi for første gang prøve manuelle sluser.

dav

Kl. 9:30 når vi sluse 22, der er den første manuelle. Vi følges med en fransk kanalbåd, og de ringer op til VNF og beder dem sende hjælpen ud. Der går 10 minutter, og så ankommer ”slusepigen”. Hun følger og hjælper os gennem alle de 18 manuelle sluser, så vi ikke selv skal bekymre os om at betjene drejehjulene. Lars må dog på land og hjælpe med at lægge kræfter i en enkelt gang for at få drejet tandhjulene.
Den oplukkelige bro mellem sluse 20 og 19 er fjernet – her er nu kun en gangbro, man kan passere under. Man er i gang med at automatisere de resterende manuelle sluser på Canal entre Champagne et Bourgogne – det forventes at være klar i 2019.
Vi når til og med sluse 3 og lægger til ved Langres kl. 17, uden på en stor, sort pram der bebos af en ung kvinde og hendes datter.

20. juli: Joinville -> Chaumont, Canal entre Champagne et Bourgogne

Kl. 8:45 – 18:00. 50 km. 20 sluser.
Afgang 8:45 efter morgenmaden. Første sluse (44, Joinville) er passeret kl. 9. Landskabet er blevet lidt mere spændende de sidste 5 km, det bygger lidt op i højden – ikke kun skov og marker så langt øjet rækker… Spændende, hvad det byder på længere fremme!

dav

Der er cykel- og gangstier langs alle kanalerne (EU støttede cykelruter). Vi følges med mange cyklister på turene og hilser og vinker til alle, vi møder – rigtig hyggeligt. Vi har også ofte tilskuere i sluserne der er meget interesserede i, hvordan de fungerer.
Kl. 10:30 er vi ved sluse 40 – ingen lys i panelet ☹. Endnu en gang må det franske støves af. Vi kan se, at de er i gang med at fjerne søgræs op ad kanalen lige på den anden side af slusen, så vi stikker snuden ind til bredden og sætter os til at vente… Der er lidt mere strøm og vind på kanalen her, så alt ”skidtet” samler sig foran sluseportene upstreams. Vi venter en lille halv time, og så er de klar til at åbne slusen igen.
dav

Ved sluse 39 er der en lille oplukkelig bro – en enkelt bil må holde og vente til vi er igennem 😊. Kl. 14:30 når vi til broen ved Vieville. Det viser sig, at den er manuelt betjent, så jeg ringer endnu engang til VNF og beder dem sende hjælp ud til åbningen. Vi venter et kvarter, og så er han på pletten.
Vi planlægger at stoppe for natten ved et liggested ved km 101, men da vi passerer et fint sted ved km 100 og går gennem sluse 29 må vi efterrationalisere – det VAR liggestedet ved km 100, vi skulle have været ved… der var ikke noget ved km 101. Øvøv. De næste mange km er der skrå betonkanter langs kanalen, og dem kan vi ikke lægge til ved. Vi når lige igennem sluse 25 inden kl. 18, og lige efter er der en lille havn (Port de la Maladiére). Med havn menes en kaj med plads til 8-9 både langskibs. Vi får klemt os ind mellem to andre sejlbåde (med masterne liggende på dækket) og håber at ligge godt for natten her. I morgen skal vi for første gang prøve manuelle sluser – vi er spændte på hvordan det kommer til at fungere!

2

19. juli: Saint Dizier -> Joinville, Canal entre Champagne et Bourgogne

Kl. 9:00 – 16:30. 35 km. 15 sluser.
Afgang kl. 9, hvor sluse 59 åbner for turisterne. Kl. 10 er vi ved den første bro, der skal åbnes. Det ser ud til, at vi får vores egen ”følgebil” til broåbningen: 3 unge piger åbner broen og spørger os i næste sluse, hvor vi regner med at stoppe i dag, og hvad tid vi tager afsted i morgen.
Kl. 12 passerer vi 2. oplukkelige bro – den aktiverer vi selv på ”gammeldags facon” ved at dreje på en stang.

Det er ikke det mest spændende at sejle på denne kanal. Ensformigt, med masser af små sluser, der cutter turen op i små bitte bidder. Ved sluse 51 møder vi en lukket sluse, dvs. ingen lys i panelet. Jeg ringer op til VNF og får forklaret udfordringen, og inden for et kvarter ankommer hjælpen for fuld fart i den lille, hvide bil – god service!

dav

Vi lægger til i Joinville, lige efter sluse 45 foran hotellet. Det er tæt på ”Super U”, så vi får handlet samt købt os til et bad i et af hotelværelserne. Hyggeligt hotel… Men ellers er vi udmattede oven på en lang dag, hvor der ikke er meget tid til afslapning, fordi sluserne ligger som perler på en snor.
dav

sdr

dav

18. juli: Chalons-en-Champagne ->Saint Dizier (sluse 59). Canal de l’Aisne a la Marne og Canal entre Champagne et Bourgogne

Kl. 8:30 – 18:30. 60 km. 20 sluser.
Op kl. 6 for at sende Lukas afsted med TGV’en mod CDG og flyet hjem til Danmark. Afgang kl.8:30 efter et dejligt bad – vi har endnu en lang, varm dag foran os.

Ved middagstid har vi tilbagelagt de første 30 km og er nået til Canal entre Champagne et Bourgogne. Ved første sluse (nr. 71) får vi udleveret fjernbetjening og får instruktion i brugen samt bliver bedt om at oplyse hvor vi kommer fra, skal hen osv.

Der venter nogle hårde sluser, rigtig meget bølgegang og strømhvirvler, så der skal kæmpes for at holde Hippocampus på plads langs slusekajen. Lige før sluse 59 i Saint Dizier er klokken blevet over 18 og vi stopper for i dag – fuldstændig udkørte!
Det har været meget varmt i eftermiddag, så vi skal køles af i den 25 gr varme kanal – skønt 😊. Vi har mødt én båd i dag – ellers ingen aktivitet på kanalerne overhovedet!





17. juli: Reims -> Chalons-en-Champagne. Canal de l’Aisne a la Marne

Kl. 8:00 – 18:30. 50 km. 14-15 sluser. 2,3 km lang tunnel
Afgang kl. 8, i endnu en skøn og varm dag. Vi lægger hårdt ud med tre sluser i rap efter 1 km. På den 2. sluse er det lige ved at gå galt; jeg glider på stigen og mister fodfæstet et øjeblik, men får heldigvis holdt fast og kan kravle videre op… slipper med forskrækkelsen og lidt snavs på låret.

Vi passerer Sillery, en kirkegård for faldne soldater, kl. 9:45. Ved sluse 15, Beaumont, måtte vi vente lidt på en pram, der var foran os. Det går meget langsomt, når sådan en pram skal sluses op i de små, franske sluser.

Ved 12-tiden når vi den 2,3 km lange tunnel ved Mont de Billy. Vi sejler ind lige bag en pram – det vil vi ikke gøre igen! Den skaber meget turbulens i vandet og dens udstødning er ubehagelig. Og så kan man heller ikke se fremad. Så næste gang vil vi foretrække at være alene i en tunnel – eller forrest!


Efter tunnelen kommer der otte serie-sluser, som vi tager sammen med en fransk båd.
Kl. 16 ligger vi og venter ved sluse 11, Vraux, på ”Canal lateral de la Marne”. En stor pram skal ud, og en anden ind (fra vores retning), før vi kan komme igennem. Så den bliver 16:45 inden vi er igennem slusen. Vi drøner derudaf for at nå Chalons-en-Champagne inden kl. 18, hvor slusen i byen lige før havnen lukker. Vi er fremme fem minutter over… men heldigvis har vores tyske venner i Pearl ringet til ”slusemutter” og bedt hende om at holde slusen åben til vi kommer frem.

Vi finder en fin plads i den lille havn. Aftenen går med at få booket hjemrejse til Lukas. Det er ikke så enkelt… endte med TGV-tog til Paris og fly fra Charles-de-Gaulle hjem til København. Vi fik også lige gået en tur med Gabbi ned til stationen, hvor Lukas skal afsted fra i morgen tidlig kl. 6.55. Og så blev det også til et aftenbad bag båden i mørket. Lidt spooky, fordi de lange vandplanter fra bunden kildede under tæerne 😊.

16. juli: Rethel -> Reims. Ardenner kanalen og Canal de l’Aisne a la Marne

Kl. 8:15 – 19:00. 65 km. 15 sluser
Lars vil (som vanligt 😊) gerne lille først i køen ved slusen, så vi tager tidligt afsted. Der ligger et par andre både i Rethel, som nok skal samme vej som os…

Lukas sover – han har været plaget af myg i nat, så han har brug for at få sovet lidt mere. Første sluse, Acy-Romane, åbner kl. 9, som vanligt. Lukas er klar og får sin sluse-debut ved at løfte den blå stang, der igangsætter slusningen.
Efter ca. 25 km går vi fra Ardenner-kanalen til Canal de l’Aisne a la Marne. Her går ”tælleværket” i nul, så vi starter forfra 😊… Vi har passeret fire sluser og kl. er 12:15. Det er en rolig kanal med masser af bevoksning på begge sider. Man skal være lidt obs på grene i vandet, men ellers er den største udfordring de mange lystfiskere med deres mega lange stænger. Det er ikke dem alle, der gider hive linen ind, når vi kommer forbi, så vi sejler zig-zag mellem krogene.

Vi møder næsten ingen andre både, hverken med- eller modgående, og det undrer os. Hvor er alle sejlerturisterne henne? Dog er der fenderekord i dag; vi møder en båd med 30 fendere på 😊.

15. juli: Le Chesne -> Rethel. Ardenner kanalen

Kl. 8:45 – 16:45. 35 km. 34 sluser
Slusedagen!! Afgang 8:45, så vi kan ligge først i køen til slusesystemet La Vallee de Montgou. 26 sluser for nedadgående, med mellem 200 og 300 m’s mellemrum. Ifølge kortene skal man regne med syv timer fra top til bund, men kl. 13:30 er vi igennem alle 26 sluser. Kun et par steder måtte der kaldes op til slusevagten, der så kom drønende i sin lille, hvide VNF varevogn.
Ved sidste sluse blev vi spurgt om, hvor vi kommer fra (Givet) og hvor vi skal hen (Champagne/Bourgogne), samt vi skulle aflevere vores fjernbetjening.

De efterfølgende sluser er fjernbetjente vha. en stang, som man skal dreje (mod uret) – det fungerer også fint. Ved første sluse efter ”serien” er der vagt på, og her får vi udleveret en lap papir med et telefonnummer, som vi kan ringe til, hvis der skulle opstå problemer med sluserne frem mod Port-a-Berry.

Kl. 16:45 ankommer vi til Rethel. Jeg tager straks Gabbi i snoren og går mod stationen, hvor Lukas skal ankomme ved 17-tiden (har vi aftalt i løbet af dagen). Det er timet perfekt; da vi ankommer til stationen er Lukas lige trådt ud foran stationen, under det store træ. Glædeligt gensyn 😊.

Vi går mod båden og får catchet up på hans dage med Counterstrike-vennerne i Zele ved Gent/Bruxelles. Han var over Paris og Champagne/Ardenner stationen for at komme hertil. 7 timers rejse og 100 Euro, bl.a. med TGV’en.
Vi har nu været undervejs med Hippocampus på kanalerne i 14 dage. Har tilbagelagt 1100 km og har 400 km igen de sidste 14 dage – lyder realistisk, men vi krydser alligevel fingre for at vi når Auxonne uden alvorlige stop undervejs.